I dag er det 7 år siden…

 

By Michala T - Sorg
By Michala T – Min far

 

I dag d.18.oktober er det 7 år siden min far døde.

Jeg var meget ked af det, da min far døde og i tiden op til. Min far var meget syg af lungekræft i 5 måneder inden han døde. Kræft er på mange måder en umenneskelig måde at dø på! (fanden ta’ de cigaretter!).

Det har gjort rigtig meget ved mig, som person, både godt og ondt.

I lang tid bebrejdede jeg mig selv og hvordan jeg havde grebet min sorg behandling an. Jeg skulle være blevet hjemme og tudet i en hel uge. Jeg skulle være startet i en sorg gruppe osv… da jeg endelig synes jeg ku tage mig sammen til det, følte jeg det var for lang tid siden og ville folk ikke synes det var mærkelig at jeg ikke havde gjort noget, noget før? Og hvor lang tid er det egentlig okay, at være så ked af det? Jeg må jo ha’ grebet det forkert an, siden jeg stadig kan blive enormt ked af det. 

Nu er det 7 år siden, men der gik flere år før det gik op for mig at det går Aldrig væk. Du lærer at leve med det og du lærer at acceptere, at din sorg kan komme kontrolleret, som på mærkedage eller når jeg skriver denne tekst. Men det kan også være en sang, en duft, eller en tanke, der udløser dit savn. Når du har haft så stor en kærlighed til en person, så går det ikke bort, bare fordi personen gør det. “Sorg er, når kærligheden ikke har noget sted at gå hen”. Et citat der ramte mit hjerte. Jeg har hørt det citeret fra Hans Pilgård, om det er hans eget, ved jeg ikke. Men jeg har taget det til mig. Det præcis sådan jeg har det. Tak Hans!

Sorg er på mange måder et mærkeligt fænomen og måske derfor, at folk der ikke har prøvet af miste en de har meget kær, ikke helt forstår det. Eller måske endnu slet ikke forstår det. 

Det har gjort at jeg er blevet meget nysgerrig på sorg. Hvorfor er det så forskelligt hvordan man bearbejder sorg? Hvorfor reagerer man så forskelligt på sorg? Hvorfor bliver nogen dybt deprimerede og andre føler en meget stærk kærlighed til livet?

Min måde at håndtere sorg har i hvert fald undret mig selv. Ud over at lade mig selv være ked af det, på vej hjem fra arbejde (og inden jeg hentede børn),på en mærkedag eller til en sang, så har jeg også oplevet en form for indre kriger, der siger Fanme NEJ!! En følelse af at jeg nu skal leve livet for 2 og det skal LEVES. Hvis der er noget jeg brænder for, så er det det jeg går efter. Også selv om andre ikke synes det eller kan overskue det. Samtidig er jeg også blevet mere omhyggelig med at vælge mine kampe. Ikke fordi jeg bøjer mig, men fordi jeg ikke gider at bruge energi på det. Det er mit liv for kort til.

Børn har en helt befriende tilgang til sorg. Hvilket hjalp mig rigtig meget i tiden bagefter. Måske fordi de ikke helt forstår det med død. Men hvordan kan de også det? Vi andre forstår det jo heller ikke helt. Selv da min far lå i hospitalssengen og var død, forstod jeg det ikke helt. Han lå i en seng med en form for luft mekanik, der gjorde at han ikke fik liggesår. Fordi den ikke var slukket, så det ud som om han trak vejret, men det gjorde han ikke og kom aldrig til det. Men min hjerne blev ved med at håbe at han gjorde det. Også selv om der var absolut ingen tvivl om at han var død. Men mit hovede kunne (ville) ikke forstå det. Aldrig mere er så svært at forstå! 

Jeg tror ikke på gud, hvilket gør det (tror jeg) endnu hårdere at miste. Jeg har ikke nogen at bebrejde (udover cigaretterne og min far). Og jeg tænker ikke han sidder og venter i himlen, selv om jeg så inderligt håber det. 

Når man arbejder indenfor videnskaben, beskæftiger man sig med fakta (umodificerede), derfor hænger det jo ikke sammen, at tro gud har skab Adam og Eva. Det er en god historie og jeg tror også der er mere mellem himmel og jord, vi ikke lige kan forklare. Så meget mere for videnskaben at udforske.

Måske er det min manglende tro på gud, der vækker min indre kriger? Hvis jeg skal få noget ud af det her liv, så skal det leves og det skal leves før det er for sent. “Så kys det liv, det satans liv!”

Min søn hjalp mig rigtig meget dengang, uden helt selv at vide det. Han var 5 år gammel og var MEGET glad for sin bedstefar. Han forstod jo ikke ord som “aldrig mere”, så for ham sad bedstefar oppe i stjernerne sammen med farfar. Så måske var det en blanding af hans omsorg og overbevisning i stemmen, der hjalp mig. Han kunne sige, ” Mor du må godt låne min far!” Og det gjorde jeg bestemt også. Eller hvis det ikke hjalp, “Mor du skal ikke være ked af det, bedstefar sidder jo oppe i stjernerne og passer på dig” og så valgte vi en stjerne, hvor bedstefar sad. Så når min hjerne havde brug at tro på andet end aldrig mere, så bruger jeg MIN vismands ord og tror på stjernerne. Hvis det ikke virker, så ved jeg at min far stadig lever i mine minder og i mit hjerte. Der vil han leve for evigt.

Lev livet og pas på dig selv…

 

 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *